Børnenes vinterferie 2017

 

 

Onsdag d. 15-2-2017:

 

Ligesom de senere år gik vinterferien til et sommerhus på Skovsangervej ved Dueodde, som vi lånte af Edel. Tak Edel.

Vi var 9 feriedeltagere i år inklusiv Tulle Hund.

Anne og Niels mødtes klokken 9.45 i Blæksprutten. Lidt i klokken 10 kom Gabi, Asti og Ozzy og så hentede vi Blækspruttens minibus i vores lokaler i den gamle fiskefabrik på Rønne Havn og pakkede den med noget af vores bagage. Derpå hentede vi Emma og hendes bagage og kørte til den nye REMA 1000 i Rønne Nord, hvor vi fyldte en indkøbsvogn med gode tilbud og lidt af hvert fra den fine nye butik. Vi fortsatte til Netto i Aakirkeby og fyldte 2 indkøbsvogne med mad til ferien. Vi købte også en lille gave til Edel.

Med bussen fyldt op med dejlig mad til ferien kørte vi til sommerhuset ved Dueodde og læssede af. Vi tændte for elektriciteten og varmtvandsbeholderen, stillede kølevarerne i køleskabet, tændte op i brændeovnen, tændte for alle el-radiatorerne og tjekkede alle husets lamper, som virkede. Derpå spiste vi frokost, inden vi kørte tilbage til Rønne og satte Ozzy og Asti af ved deres hus og handlede de sidste småting, bl.a. brænde, i Kvickly.

Tilbage i Blæksprutten pakkede vi spil, bøger, tegneserier, papir, tusser og meget mere, vi gerne ville have med på ferien, fra børneværelset. Vi pakkede også håndklæder, viskestykker, karklude og affaldssække. Ozzy og Asti kom tilbage ved 16 tiden og Riann kom også og hyggede og spillede spil.

Klokken 18 spiste vi aftensmad med de voksne i Cafeen i Blæksprutten.

 

Jannik kom efter maden og klokken 19 var alle, der skulle med på ferien, ankommet.

Vi pakkede det sidste i bussen og Mie, Bine, Malou og Lille Emma kom og vinkede farvel til os, da vi kørte ud i vintermørket.

På vejen til Dueodde hentede vi først Gabis sygesikringsbevis og bagefter Tulle Hund hos Anne.

Da vi ankom til sommerhuset, fordelte vi værelser og sovepladser. Riann og Gabi i det ene værelse, Jannik og Ozzy i det andet, Anne og Tulle i det tredje, Asti og Emma i alkoven og Niels på sofaen. Alle var tilfredse med fordelingen. Vi redte senge og pakkede ud og så blev der spillet spil og studeret efterårsferie-dagbøger, som Niels havde lagt på sofabordet som en overraskelse. Niels har lavet personlige dagbøger med 65 fotos i hver til alle dem, der var med børnegruppen i Tyrkiet i efterårsferien.

Klokken 21.30 satte vi os sammen ved spisebordet og aftalte at bruge vores gode gamle gennemprøvede krydssystem, som hjælper os med at holde styr på, at alle hjælper til med de praktiske opgaver og at alle får badet mindst en gang på ferien. Tulle hund har også en opgave, hun skal nemlig have det ene af sine 2 årlige bade på ferien. Der er kommet et nyt kryds til i år, nemlig for at hjælpe med at tage fotos til vores dagbøger.

Bagefter skrev vi dagbog og spiste store hjemmelavede småkager, som vi bagte i blæksprutten i onsdags og drak saftevand til.

Lidt senere børstede vi tænder og så læste Niels 4 korte godnathistorie højt i stuen. Det var 1: ”Bussedrengen”, 2: ”Kamæleonen”, 3: ”Onsdag er gul” og 4: ”Lortehjorte”, alle fra bogen ”Lortehjorte – historier for moderne møgunger” skrevet af Tina Sakura Bestle med illustrationer af Annika Øyrabø.

Godnat.

 

 

Torsdag d. 16-2-2017:

 

Emma vækkede Niels klokken 7 og så tegnede hun en tegning. Lidt efter vågnede Asti og tegnede 2 tegninger og Emma tegnede 1 mere. Så stod Anne op og tog et bad og lidt senere stod resten op. Da alle var klar, spiste vi morgenmad med ristede krydderboller mm. Bagefter spillede vi spil, bl.a. PS4 og Vildkatten, hvor vi fik brugt næsten alle brikkerne, cirka 470 stk.

Til frokost spiste vi ristede pølser og bacon, hårdkogte æg og rejer og diverse pålæg og rugbrød.

Klokken 15 gik vi tur til kanonbatteriet på den anden side af Fyrvej. Det blev bygget under Anden Verdenskrig af den tyske besættelsesmagt. Da tyskerne besatte Bornholm, gik de i gang med at bygge 2 kanonbatterier ved Dueodde, som skulle kunne skyde med nogle kæmpestore kanoner tværs over Østersøen helt til Sveriges og Polens kyster. Lige før de blev færdige, flyttede de kanonerne til Norge i stedet for, men de store anlæg blev liggende. Kanonbatteriet er et stort rundt betonanlæg med mange rum og gange i 2 etager. Der er lidt uhyggeligt, men spændende og der er meget graffiti.

Vi holdt et pit-stop med Kinder maxi kopichokolade på vej til batteriet og derhenne legede vi bøtteskjul og holdt et pit-stop med Smarties. Vi hørte musik på Janniks bluetooth-højttaler, som han købte for sine lommepenge i Tyrkiet i efterårsferien.

På tilbagevejen legede vi stikbold.

Solen skinnede på turen, men da vi kom tilbage til sommerhuset begyndte det at regne.

Vi skrev en hilsen og sendte et foto af os alle foran huset til Chilli, som desværre ikke kunne tage med os på ferie alligevel. Resten af eftermiddagen gik med at nogle tog bad, andre tog en lur og der blev spillet spil og lavet klar til aftensmad.

Aftensmaden var Byg-selv-burgere med store og små oksebøffer, store og små burgerboller, masser af stegt bacon, tomatskiver, agurkeskiver, rød peberfrugt i strimler, rå løg, ristede løg, bløde løg, ananasskiver, salatblade, salatmayonnaise, ketchup og remoulade. Vi drak iste og æblejuice til maden.

 

Godt mætte indtog vi sofaerne og lænestolene og fandt en film med dansk tale, som alle gerne ville se. Det blev ”Svampebob Firkant the Movie”. Anne lavede slikskåle til os alle, som vi nød til filmen.

Bagefter skrev vi dagbog og spiste bananer, æbler, blommer og vindruer.

Klokken 22.30 børstede vi tænder og så læste Niels godnathistorie højt i stuen. Det var 1: ”Stella” og 2: ”Jeg lover”, begge fra bogen ”Lortehjorte – historier for moderne møgunger.”

Godnat.

 

 

Fredag d. 17-2-2017:

 

Vi stod op i klatter mellem halv 10 og halv 11, hvorpå vi spiste morgenmad med lune krydderboller mm. Bagefter hyggede vi med at fortælle vitser og gætte gåder, tegne, spille spil og nogle gik i bad.

Frokosten stod bl.a. på ristede pølser og bacon, æg og rejer, rester fra aftensmaden mm. Vi drak rød saft blandet med Niels’ hjemmelavede hyldebærsaft til maden.

Bagefter slog Anne en dej op og så gik vi tur, mens den hævede. I dag gik vi igennem klitterne, hvor vi legede lidt stikbold og holdt første pit-stop. Videre til Dueodde Fyr, som hæver sig 47 meter over havets overflade og har 196 trin op til linsen, der er lavet i Frankrig i 1886. Jannik og Ozzy gik ind i en busk og tog fotos af os andre derinde fra.

Vi fortsatte til den store parkeringsplads ved Fyrvej, hvor vi gyngede og legede Gandalf, Harry Potter og Star Wars og holdt endnu et pit-stop.

Tilbage i sommerhuset fik dem, som manglede, taget bad og der blev spillet spil.

Aftensmaden var Byg-selv-pizza. Alle ingredienserne blev stillet frem i køkkenet og så rullede man sin egen dej ud og puttede tomatsovs, fyld og ost på. Fyldet var bl.a. skinkestrimler, bacon, pandestegt oksefars, pepperoni, bløde løg mm. Vi måtte bage pizzaerne over 3 omgange, så vi aftalte, at man måtte spise sine pizzaer, når de var klar.

Vi lavede 2 portioner Nachos til forret, som vi delte, mens vi ventede.

Efter maden så vi på en lang liste over film igennem og blev til sidst enige om at se ”My Little Pony”. Den var god, fordi den viste noget om venskaber og hvor vigtigt det er at holde sammen, samt at det er okay at være anderledes.

Efter filmen spiste vi hjemmelavet abemad med vores egne nybagte marengs. Frugten til abemaden blev stillet frem i skåle, så man kunne tage lige det, man ville have og selv hælde råcreme på. Jannik varmede vand til varm kakao til os alle.

Bagefter skrev vi dagbog og børstede tænder og så læste Jannik 2 godnathistorier højt. Det var 1: ”Frakkedamen” og 2: ”Havfruehår”, begge fra bogen ”Lortehjorte – historier for moderne møgunger” . Jannik læste så indlevende, at nogle af os fik tårer i øjnene.

Godnat.

 

 

Lørdag d. 18-2-2017:

 

Vi stod op klokken 10 og spiste morgenmad. Så fik vi besøg af Edel og hendes søde hund, Fie en times tid. Vi gav Edel gaven, vi købte til hende i onsdags. Det var en blomst i en potte, som en grå mus holder i sine hænder. Det var hyggeligt at have Edel på besøg og Edel sagde, at hun håbede, vi gerne ville låne sommerhuset igen til næste år. Da Edel kørte hjem pakkede vi vores bagage, ryddede op og gjorde grundigt rent på alle værelserne.

Klokken 12.15 spiste vi frokost og så pakkede vi bussen og bilen og gjorde resten af sommerhuset rent, skruede ned for radiatorerne, slukkede vandvarmeren og tømte opvaskemaskinen.

Klokken 13.30 kørte vi mod Rønne. I Aakirkeby afleverede vi vores skrald på Bofa, inden alle børnene blev kørt helt hjem. Niels og Anne kørte i Blæksprutten og pakkede ud, inden de også tog hjem.

 

 

 

Tak for en dejlig ferie.

Værestedet Blæksprutten * Søndergade 29 * 3700 Rønne * Telefon 56 95 58 10


Bornholm Guide